Tivoli 2016


Flere stemningsbilleder kan ses nederst på siden.

En helt eventyrlig ballonkurv blev flettet til Ballonhuset i Tivoli 2016.

Tivoli er jo næsten vores virkeligheds fantasi og eventyrland. Tivoli emmer af traditioner, og samtidig spirer fornyelser frem i takt med sæsonerne overalt i haven. Tivoli er altid i en stor udvikling og fremdrift, og nye tiltag bliver til virkelighed.

Det er med stor glæde, at vi nu kan fortælle, at der i sommeren 2016, er blevet tilføjet en hel eventyrlig ballonkurv til børn som hele året kan opleves foran Ballonhuset.

Rasmus Pedersen, Tivolis projektleder for drift og udvikling, havde i år nogle nye og kreative tanker til fornyelse af udsmykningen og oplevelserne ved Ballonhuset. Da Tivoli sætter miljø i højsædet, var det også vigtigt, at pilen, der skulle anvendes til Ballonkurven, var økologisk.

Ønsket til ballonkurven var, at den skulle være så naturtro som muligt. Det var også vigtigt at farven var varm og indbydende så stemningen blev den rette. Ud fra vores 29 forskellige pilesorter blev Rød Americanna udvalgt til kurven.

Ud fra ønskerne til ballonkurvens anvendelse, farve, størrelse, facon og stabilitet blev den første skitse udformet. Ballonkurven skal benyttes af mange børn fremover, så det var vigtigt at ballonkurven blev både holdbar og stabil.

Henrik designede og byggede derefter grundstativet op i en jernkonstruktion, og det spændende projekt tog derefter sin begyndelse. Der var mange detaljer der skulle udarbejdes og tilpasses.

Den eventyrlige, og meget naturtro ballonkurv, er en minityreudgave af de store ballonkurve. Ens tanker ledes naturligt nok hen til en svunden og eventyrlig tid, men om sommeren kan luftballoner dog stadig opleves og nydes nogle steder hen over Danmarks himmel.

Dette spændende pileprojekt viser de mange muligheder der er for at skabe noget helt anderledes, med fokus sat på dansk pil, kvalitet, håndværk og design. Ballonkurven viser også, at man kan kreere noget helt anderledes – bare ideen er der. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Vi vil naturligvis gerne opfordre alle, der har mulighed for det, til at se og opleve den nye eventyrlige ballonkurv i Tivoli. Ta´ børnene, veninderne, børnebørnene med og oplev Tivolis store forvandling, hvor der altid er mange nye spændende aktiviteter og oplevelser for hele familien.