Jul i Tivoli

Flere stemningsbilleder kan ses nederst på siden.

3 store og smukke fantasihytter kan opleves i Nordisk Jul i Tivoli 2012.

Tivoli er jo næsten vores virkeligheds eventyrland. Tivoli omdannes hver vinter til et storslået og eventyrligt jule univers, som i år er fra d. 16 november til d. 30 december. Tivoli emmer af traditioner, men samtidig spirer fornyelser frem i takt med sæsonerne, overalt i haven. Tivoli er altid i en stor udvikling og fremdrift, og skifter karakter med de forskellige sæsoner i løbet af året.

Det er med stor glæde, at vi nu kan fortælle, at der i anledningen af åbningen af jul i Tivoli 2012, bliver tilføjet nogle store ” Fantasihytter”, som i hele julesæsonen kan opleves i Tivolis store julescenografi af en helt eventyrlig Nordisk jul.

Jul i Tivoli

Tivolis jul er altid utrolig hyggelig, og en dejlig oplevelse, hvor der bliver skabt den helt rette og eventyrlige julestemning for hele familien. Den eventyrlige stemning opleves allerede ved hovedindgangen. Herfra bliver du ledt ind i det nye nordiske område med små udsmykkede træhuse, og hvor det oser af julehygge. Klokker på grantræerne, julelys og tusindvis af glas og perlemorskugler er også med til at skabe den rette julestemning.

Jacob Helenius, Tivolis scenograf, Set designer og udvikler, havde nogle nye og kreative tanker til fornyelse af udsmykningen og oplevelserne til juleeventyrbyen i år. Tivoli har i år valgt, at temaet for deres nye juleudsmykning skulle være Nordisk jul. Da Tivoli sætter miljø i højsædet, var det derfor også vigtigt at pilen der skulle anvendes til hytterne, var økologisk.

Jacob Helenius havde forestillet sig nogle meget store pilehytter på 2 x 2 meter med tunneller imellem hytterne, som både skulle pryde området i den Nordiske juleby, og samtidig skulle de være børnenes store legeplads. Det var også vigtigt at hytterne blev så naturtro som muligt, samt at farvekombinationen i hytterne skulle passe til den stemning han ønskede hytterne skulle udtrykke i det Nordiske juleområde.

Ud fra ønskerne til hytternes anvendelse, farver, størrelser, facon og stabilitet blev de første beregninger og skitser udformet. Hytterne skal placeres i julebyen, hvor børnene kan lege i dem, så det var vigtigt at hytterne også var meget stabile, og børnesikret i enhver henseende.

Da hytterne skulle være meget naturtro, men samtidig også gerne skulle illustrere en slags troldefantasihule, krævede det nytænkning og en kreativ opfindsomhed inden for de mere traditionelle fletteteknikker. Nu skulle der arbejdes og leges med pilen på en hel ny og anderledes måde. Nytænkning var virkelig nødvendig for at opnå det ønskede resultat.

Pilehytter i fantasiflet.

Efter der var blevet udtænkt forskellige ideer, og mulige løsningsforslag til projektet blev løsningen fremlagt af Henrik. Den nye form for udseende og designet i flettet døbte han: ” Fantasiflet”. Men hvad er Fantasiflet?: Jo, forklarede Henrik, man skal forestille sig at man går en tur i skoven, og samler enhver interessant gren op. Om den er skæv, kroget, stor, lille, tyk, tynd, gul, grøn, sort eller brun er ikke så vigtigt. Når mange forskellige grene så er blevet samlet i én stor bunke, bygger/fletter man sig en slags ”troldefantasihule” af det indsamlede materiale. Det er fantasiflet. En form for organiseret rod, og alligevel slet ikke.

Efter yderligere overvejelser blev det besluttet at hytterne skulle opføres og flettes som ”fantasiflet”, og det spændende projekt tog sin begyndelse. Fantasien og kreativiteten fik frit løb, og blev helt afgørende for udformningen af hytterne. De 3 smukke og meget naturtro hytter er alle forskellige i deres farvesammensætning og struktur, ligesom man kan forestille sig en troldehule i et rigtigt eventyr.

Ud af vores 29 forskellige pilesorter, er 23 af disse sorter blevet anvendt til hytterne. Pilesorterne rød Americanna og Bleu er også anvendt i de 10 smukke kurve som stod klar til åbningen af Tivoli i 2008, som gennem hele året stadig kan opleves med smukke beplantninger, der varierer med sæsonerne.

Dette spændende projekt viser de mange muligheder der er for skabelsen af noget helt unik, med fokus sat på dansk pil, kvalitet, håndværk og design. Hytterne viser også, at man kan kreere noget helt nyt og anderledes – bare ideen er der. Det er kun fantasien der sætter grænser!

Vi vil naturligvis gerne opfordre alle, der har mulighed for det, til at se og opleve de store og meget kreative fantasihytter i Jul i Tivoli fra d. 16 november – 30 december, hvor Russisk jul møder Nordisk jul side om side i haven.

Tag børnene, veninderne, børnebørnene med til en rigtig hyggelig dag i Tivoli, og oplev Tivolis store forvandling, og lad dig fortrylle af Tivolis nye juleunivers, hvor der er mange spændende aktiviteter og oplevelser for hele familien.

Rigtig god fornøjelse.