Pilesorter
Bleu, Bleues – Salix Purpurea x Daphnoides
Metalgrøn / Blågrøn
En særdeles smuk og lang slank pil, som absolut er en af de allerbedste flettepile, og som allerede det første år er næsten uden sideskud. Desuden er den sjældent angrebet af insekter og sygdom. Anvendes både som stager og til sideflet i kurve.
Carl Jensen L.N.N – Salix Purpurea Tenuifolia
Lysgrøn
Meget fin og smidig flettepil med lange, lige, tynde skud. Det første år er det lave skud. Lidt tyndere og blødere end Americanna. Skal plantes tæt, 10 – 12 cm. mellem planterne, og kun 25 cm mellem rækkerne. Anvendes både til stager og sideflet i kurve.
Longifolia – Uralpil – Salix Purpurea Longifolia
Klar lysegrøn til neon grøn.
En utrolig dejlig flettepil. Det er en meget smidig, lang, slank og blank pil, med kun få sidegrene de første år. Vær forsigtig ved opblødning, da barken løsnes hurtigere end på andre pilesorter. Egner sig bedst til sideflet.
Fransk flødefarvet – Salix Belle Isle
Flødefarvet bark med sorte knopper.
En nyere fransk pil som er blevet meget populær flettepil, her i Danmark. Den stammer fra “Belle Isle”, hvor det er den eneste pil der bliver dyrket. Pilen er meget smidig, selvom bunden kan være lidt tyk. Særdeles fin pil til alle former for flet.
Black Maul – Triandra gruppen
Lysebrun hvis tørret lyst, Brunsort hvis tørret mørkt
Er en af de mest udbredte flettepile i England. En stor pil, som er meget blød og smidig, og som også kan bruges efter afbarkning uden at knække. Den dejlige smukke brune farve, som nærmest har et antik look, er virkelig god at bruge som kontrastfarve. Særdeles velegnet til Belgisk hegn.
Pommersk dugpil – Salix daphnoides
Rød / Bordeaux m. hvide voksdråber
En kraftig, stor og lige pil som er særdeles velegnet til at plante blomsterstativer m.m. Anvendes også som kurvepil. En rigtig dejlig og smuk gæslingepil, som sætter små sølvglinsende gæslinger. Anvendes desuden til beplantning af vildtremisser, da rådyr bliver meget tiltrukket af denne pil.
Kanelpil – Salix Viminalis Cinnamomea
Kanelbrun
En rigtig god pil, som er særdeles velegnet til alle former for hegn, hytter, tunneler, belgisk hegn m.m. Er anvendelig både som levende og “døde ” hegn. 1. års pilen anvendes mest til levende hegn. 3-års pilestok- kne anvendes til vandret og lodret hegn. Er en af de sorter der er mest holdbare til dødt pileflethegn
Dragepil – Salix Sachhalinensis
“Setsuka”. En hel speciel og meget smuk dekorationspil. Dragepilen får flade grene der snor sig. Pilen er meget dekorativ,og anvendes derfor ofte i alle former for dekorationer. Dragepilen er især flot med sine mange store gæslinger som den sætter tidligt. Kan desuden anvendes som brede buske eller opstammet træer, hvor træet vil fremstå med krogede stammer.