Mordet i Finderup Lade

Flere stemningsbilleder kan ses nederst på siden.

Vi fletter danmarkshistorie – Genopførelse af Finderup Lade til ny dansk spillefilm

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Cosmo Film i forbindelse med optagelserne til deres nye spillefilm ” Vølvens Forbandelse” har valgt at iscenesætte konge mordet i Finderup Lade.

Filmen handler om søskendeparret Valdemar og Sille. Da de møder fysikeren Benedict, begynder en spændende og men også farefuld rejse tilbage i Danmarkshistorien. Det er nemlig lykkedes Benedict at opfinde en tidsmaskine, og i den skal børnene hjælpe ham med at ophæve Vølvens forbandelse. Tidsmaskinen tager dem blandt andet tilbage til Mordet i Finderup Lade.

Året er 1286, og Danmarks konge, Erik Klipping, blev natten til d. 22 november brutalt myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade tæt ved Viborg.

Filmens scenograf Søren Krag Sørensen, havde lavet et stort research arbejde på hvordan laden så ud i 1286. For Søren Krag Sørensen, var det af største betydning, at laden som udgangspunkt skulle opføres i sin oprindelige stil.

Efter at have studeret billeder og den specielt tegnet lade nøje, blev pil i brune og grønne nuancer udvalgt til opførelse af laden, og det spændende pile-projekt tog sin begyndelse. Cosmo film havde fået et område ved Høvelte kaserne stillet til rådighed. Det er et militært øvelsesområde mellem Høvelte kaserne og Sandholmlejren. Området var specielt udvalgt af Cosmo film, og passede helt perfekt til genskabelsen af filmens historiske setting.

I et helt fantastisk samarbejde med 10 pileflettere blev laden opført, og de har alle medvirket til at gøre dette projekt til noget helt enestående.

Historien om Danmarks konge Erik Klipping.

Mordet i Finderup Lade er det seneste danske konge-mord. Ingen ved med sikkerhed, hvem der står bag den grusomme forbrydelse. Omstændighederne er gådefulde, og mordet har fascineret generationer af historiker.

Historiske kilder fortæller, at Kongen var på vej til Viborg, da han sent på aftenen d. 21 november i 1286 søgte ly for regnen i Finderup Lade. I løbet af natten blev kongen overrasket af en flok forræderer, som stak ham ihjel med 56 dolkestik, satte ild til laden og forsvandt sporløs i natten.

Der er skrevet meget om konge mordet, og mange kvalificerede teorier er fremsat. Var det mon dronningen, stormanden Marsk Stig, Kirkens mænd, Danmarks adel, eller var mordet bestilt af den norske konge?

Teorierne er mange, men de sammensvorne red bort med sandheden i nattens mulm og mørke. Ni af landets stormænd blev dømt for mordet ved en retssag ved danehoffet på Nyborg Slot. De dømte stormænd blev erklæret fredløse og flygtede til Norge. De fleste historiker tvivler dog på, at de dømte stormænd faktisk stod bag mordet.

Vi er selv meget spændt på at se fortolkningen af mordet i Finderup Lade i biograffilmen ” Vølvens Forbandelse” med premiere i 2009.

Hele dette spændende pile projekt er også medvirkende til at vise de mange muligheder der er for skabelsen af noget helt anderledes med pil.

Optagelserne til filmen startede d. 22 september 2008, og bliver 2009`s store danske familiefilm. Cosmo Film har bl.a. stået bag TV – succeser som Anna Pihl, Jul i Valhal, Jesus og Josefine og senest spillefilmen Guldhornene.

I rollerne som søskendeparret Sille og Valdemar ses Clara Bahamondes  (Guldhornene) og Jonas Wandschneider (Vikaren). Benedict spilles af Jacob Cedergren og Stine Stengade har rollen som Vølven.

Filmen bliver instrueret af Mogens Hagedorn Christiansen.

Vi vil naturligvis gerne opfordre alle der har mulighed for det, til at se ” Vølvens Forbandelse” og den spændende iscenesættelse af Mordet i Finderup Lade.