Pilehytter & tunneller
Flere billeder af pilehytter og tunneller kan ses nederst på siden.
Pilehytter til børn
Pilehytter, også kaldet Junglehytter, til børn er blevet utrolig populære hos både små og store børn – lige fra private haver til institutioner.
Børn elsker huler og skjulesteder. At have sin helt egen hemmelige hule, hvor man kan boltre sig i fred med vennerne eller alene, er bare lige sagen.
Det er deres egen lille verden med egne regler og love, hvor der både skabes hygge, tryghed, intimitet og masser af sjov, og hvor man også kan være privat i sin egen lille verden.
Ideelt er det også når man skal i ly for regnen, eller i skygge for solen. Hulen er et overskueligt rum som skaber nærhed, og hvor en dug over et lille bord, en pude, en bog og en lommelygte er alt hvad der behøves.
Pilehytterne er blevet så utrolig populære, dels fordi de hurtigvoksende og lette at lave, og dels fordi de – set fra et barns synsvinkel – hurtigt slutter tæt, og samtidig giver mulighed for at se ud, uden selv at blive opdaget.
Både pilehytter, tunneler lavet som buede gange, og labyrinter, er både nemme, sjove og spændende at lave. Børnene er med i hele forløbet, og de er selv med til at bygge den, og se den vokse op.
Plantning.
Al levende pil plantes i det tidlige forår, som regel i februar – marts og april måned, så snart frosten er gået af jorden. Jo før pilen sættes i jorden, jo stærkere bliver rodnettet.
Vi udbyder 2 forskellige størrelser af pilehytter, som er inkl. flettepil til stabilisering af hytterne. En pilehytte på 2 m i diameter, eller en pilehytte på 3 m i diameter.
Pilestokkene er ca. 3 m i længden, og den færdige højde på pilehytterne er ca. 170-180 cm, så der er også rigtig god plads i højden, selv til voksne.
Vi anvender pilesorten Engelsk Viminalis til vores pilehytter, som er en god, kraftig og robust pilesort.
Udførlig plantevejledning og anvisninger med billeder og tekst medfølger ved køb af vores pilehytter.