Piledome 2016

Piledome på Valseværksplænen i Frederiksværk.
En Kæmpe piledome/Pavillon blev flettet til indvielsen af Valseværksplænen i 2016.

En kæmpe pilepavillon kan fremover opleves på Valseværksplænen i Frederiksværk.

Lige midt i Frederiksværk, mellem det smukke Skjoldborg Palæ og det nye Valsetorv, ligger Valseværksplænen.

Det er med stor glæde, at vi nu kan fortælle, at der i anledningen af indvielsen af Valseværksplænen d. 09 juli 2016, er blevet tilføjet en kæmpe stor piledome/pavillon. Pilepavillonen vil fremover pryde valseværksplænen, og den vil samtidig være til stor glæde og danne ramme for spændende oplevelser for de mange besøgende.

Formålet og ambitionerne med byudviklingsprojektet for Halsnæs Kommune, var at skabe nogle anderledes og autentiske oplevelser i Frederiksværk. Ved at skabe nye inddragende og involverende byrum der afspejler byens særlige historie og stolthed, kunne man samtidig også tilføre byen nye mødesteder og bevægelses muligheder.

Helga Jensen fra Outstanding , havde nogle nye og kreative tanker til fornyelse af udsmykningen og oplevelserne til Valseværksplænen. Da der allerede var planlagt flere aktivitetselementer på plænen, ønskede Helga at der skulle indgå et smukt organisk opholds/ samlingssted til både hygge, nydelse, oplevelser og fordybelse.

Helga Jensen have forestillet sig en kæmpe piledome/pavillon på 6 meter i diameter og en højde på ca. 3,5 meter, som skulle pryde plænen hvor der langs hele den indvendige bue i pavillonen skulle være en lang bænk.

Ud fra ønskerne til pile pavillonens anvendelse, farver, størrelse, facon og stabilitet lavede Henrik de første beregninger og en skitse blev udformet.

Efter yderligere overvejelser blev det besluttet at pilepavillonen skulle udføres i blødt og buet ”krusedulleflet”. Mange af vores pilesorter blev anvendt til at flette med, som også medvirker til at give et smukt farvespil i pavillonen.

Dette spændende projekt viser at man sagtens kan kreere noget helt nyt og anderledes – bare ideen er der. Det er kun fantasien der sætter grænser!

Vi vil naturligvis gerne opfordre alle, der har mulighed for det, til både at se og opleve den store pilepavillon på Valseværksplænen i Frederiksværk.

                                                                       Rigtig god fornøjelse.

 Tilbage til toppen